Let’s get down to business
En stor del af drømmen om webshoppen og dertilhørende blog udspringer faktisk af alt det vi går og laver. Så derfor skal bloggen være et kæmpe opslag og inspirationsværk for dig som læser. Men vi tager dig også med bagom eventyret. Typisk indebærer det også en masse ”testere” og forsøg med både det kreative, spiselige og vores hverdag. For at prøve noget nyt er vi ikke bange for. At lave om på opskrifter, tilpasse mængder eller blot forbedre det gode er vores specialitet.
Første gang man følger en opskrift, går det som oftest som opskriften foreskriver. Men da man ikke har prøvet det før, kan man jo ikke være sikker på, det også er en god opskrift for én selv. Jo, du kan se på stjerner og ratings fra andre brugere, men det er aldrig helt det samme. Vi plejer derfor altid at lave en tester på opskriften og derefter tilføje både idéer men også andre muligheder for ekstra tilbehør eller hvad man også kunne gøre.
Eksempelvis har vi en kage i familien, som er verdens bedste brownie/chokolade/snaskekage. Et sikkert hit altid og så vammel, at selv den største sukkergris må give fortabt over for et stort stykke. Det er ikke fordi den originale version ikke var god, men vores tilpasning gjorde den bare lige bedre for os. Måske du også kender det hjemme fra dine egne opskrifter, hvad end det er strikkeopskriften, madlavningen, kagerne eller IKEA vejledningen. Vi kan altid bare lidt bedre selv.
Især på de kreative vejledninger ser vi ofte en enten eller tilgang, hvor det kan blive helt uoverskueligt for nybegyndere at gå i gang. Materialelisten alene fylder 20 linier og halvdelen er specifikke ting ud fra farvevalg eller lignende. Og ja, det er da så mega hyggeligt og nuttet, når man som familie skal underholde poderne med lidt kreaværksted og fri tænkning. Men så ser man indkøbslisten, raider den lokale hobby biks. Og nu er lille Peter edderkop på paptallerken et kunstværk den 2 årige har præsteret, mens budgetkontoen ser rødt over alt det indkøbte, som man aldrig får brugt igen.
Piberensere i sort, plastikøjne, sort maling, hullemaskine, pensler, sytråd, saks, lim osv. Bevares, du kan da genbruge nogle af tingene, men ofte skal mange ud og købe det hele fra nyt. Vores krealager bugner selvølgelig. Men vi har samlet over flere år, ja måske årtier ville være mere fair. Købt kreating på tilbud, ikke fordi vi manglede, men fordi mængden og prisen var rigtig. Set muligheder i rester og stumper og stykker. Ja, har endda bidraget med større mængder til institutioner og til klippe klistre dage.
Hvad vi ønsker med vores idéer herinde er ikke en større udskrivning for familien. Hele idéen bag webshoppen og vores drøm er jo netop genbrug og brug det du har. Så vi vil også forsøge at bidrage med flere muligheder til vores DIY eller alternative valg af materialer. Måske har du ikke det hele hjemme og så har vi også et udpluk på webshoppen. Men overordnet set ønsker vi sammenhæng, mellem det vi elsker, webshoppen og bloggen.
Vi ønsker, at kreativitet bliver lettilgængelig for alle men stadig med fokus på genbrug og ikke forbrug. Vi ønsker at inspirere dig til at bruge, hvad du har i hjemmet, haven, naturen med videre og så komme i gang. Og ja, det kræver ofte man har lidt basic ting i hjemmet, men vi skal forsøge vores bedste og finde alternativer, hvor det er muligt.
Forhåbentlig kan vi sætte gang i dine tanker og vise, at det ikke behøver være så besværligt med kreativiteten. Eller lade dig se, hvordan du kan starte i det små og selv videreudvikle på givne DIY projekter og lignende. For i virkeligheden handler det om, vi skal finde inspirationen til vores eget univers af kreativitet.
- The Westersø Vintage
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.